Saybia
Artist

Saybia blev dannet i 1993, og kæmpede i årevis for at overbevise branchen om deres fortræffeligheder, men skulle vente helt frem til 2001, før de fik en pladekontrakt.

De efterfølgende seks år udgav gruppen tre albums, solgte mere end en halv million eksemplarer og spillede et utal af koncerter for et dedikeret og trofast publikum i ind- og udland.

Det startede med EP’en ‘The Day After Tomorrow’ som fik massevis af spilletid på P3 – og en Grammy i 2002 som Årets Danske Rockudgivelse. Samme år kom debutalbummet ‘The Second You Sleep’, der med hitsingler på stribe sikrede Saybia et eftertrykkeligt gennembrud og danske salgstal på den flotte side af 100.000 eksemplarer.

I 2004 kom det andet album, ‘These Are The Days’, hvor Saybia raffinerede deres udtryk, og leverede nye, intense sange som ‘Brilliant Sky’, ‘I Surrender’ og ‘Bend The Rules’.

I august 2007 kom ‘Eyes On The Highway’, det tredje og foreløbelig sidste album fra Saybia, inden de i 2008, til stor forundren meddelte, at bandet ville tage en pause på ubestemt tid.

Siden 2008 har Saybia været samlet enkelte gange – og i mellemtiden har Søren Huss også markeret sig kraftigt som solist med de to albums ”Troen & Ingen” (2010) og ”Oppefra & Ned” (2012). Men nu er de tilbage.

Efter flere års pause søgte det fynske orkester i 2015 tilbage til rødderne for at finde en ny vej fremad. Og på ’No Sound From the Outside’ – deres første album i otte år – lyder Saybia helt enkelt som de er: Afklarede voksne mænd, der dyrker klassiske dyder som omhu og eftertanke.

Det er et afklaret album svøbt i den tidløse eftertænksomhed, som stadig vækker genklang, ikke bare i Danmark, men også i udlandet. Under musikken portrætterer Søren Huss livet i slutningen af 30’erne.

Saybia er Søren Huss (vokal og guitar), Palle Sørensen (trommer), Jeppe Knudsen (bas og kor), Jess Jensen (keyboards og kor) og Kasper Rasmussen (guitar).

Copenhagen Music – Officiel booker af Saybia.

Kontakt