Spring til indholdet

Nyheder

20. november 2020

Josef & Elias varmer op til VEGA med ny single ”Drama Queen”

Det er ungt, unikt og ambitiøst. Josef og Elias er et upcoming stjerneskud på den danske musikhimmel, og du kan forvente sitrende energi og fuld dedikation, når den unge duo indtager radaren.

Josef Von Appen og Elias Mølgaard Tannis har på rekordtid charmeret sig ind på det ganske danske land, og med flere udgivelser placeret i top 10 på Spotify-charten, har duoen lagt i kakkelovnen til en glødende fremtid. De debuterede i 2019 med singlen ’Shorty Ringer’, og hurtigt efter fulgte singlerne ’Brandvarm’, ’Weekend hver Dag’, ’Min Bror feat. ICEKIID’ og senest ’King Kong’ – med andre ord løber de to kunstnere lynhurtigt med musikken.

Selvom Josef og Elias kun er 13 somre gamle, og livet slår flikfalk i et ungdomssind, så er deres musikalske projekt både passioneret og velovervejet. For hvordan jonglerer man optimalt med skole, venner, familie og en granvoksen musikkarriere? Hvis du spørger Josef og Elias, så er det ganske enkelt helt afgørende at have sine prioriteter i orden:  ’Du skal aldrig glemme din familie. Du skal tænke på, at selvom du er blevet kendt med din musik, så skal du huske at forblive den samme, som du var før. Og du skal holde fast på de venner, du altid har haft,’ siger Josef.

Selvom duoens musik udspringer fra et ungt mindset, er der således plads til eftertænksomhed og integritet, når Josef og Elias udfolder deres musikalske univers. Det er både tjekket og stilbevidst, og måske er det netop her, de markerer sig som et af morgendagens helt store musiknavne. Det bliver brandvarmt!

Find billetter her: bill.et/josefelias