Se video

Wiinston

WIINSTON består af de to barndomsvenner, sanger Daniel Richards og producer Alfred Thomas, som i løbet af 2017 fandt sammen om musikken – et cinematisk popunivers båret af stemningsfuld R&B og hiphop omgivet af en altid æstetisk, gennemtænkt visuel ramme.

De første sange blev til i Alfreds etværelses lejlighed – et simpelt udgangspunkt, der giver genlyd i duoens frie tilgang til den kreative proces, hvor instinktet er alfa-omega: ”Vi har ikke nogen egentlig formel på vores musik,” fortæller duoen om sangskrivningen og fortsætter, ”vi maler et billede, giver det følelser og stemninger, og leger rundt med det, til vi kan lide det. Musik skal komme hurtigt og intuitivt til os, ligesom teksten, der skal forme rammen.”

At duoen formår at skabe billeder med deres musik har vi hørt tidligere i år på singlen ’Lala’, der buldrede som motoren på en amerikansk muskelbil og ’Rosa’, der forførte med sit melankolske, elektroniske mørke. Og samtidig med den cinematiske lyd, er poppen og en uhøjtidelig skandinavisk charme altid til stede, som en pirrende twist, ligesom at WIINSTONs stemningsfulde musikvideoer bidrager til et udtryk, som har fået udlandets tastemakers til at snakke om et nyt, dansk urban-håb på den internationale scene.