Spring til indholdet

Nyheder

11. februar 2020

Suspekt inviterer dig med på en sindssyg rejse til en fjern galakse

Jungletrommerne om et nyt album fra Suspekt har vakt genlyd lige siden de udgav Gonzo 24. maj 2019. Singlen der endte med at dominere sommerens hitliste og som på under et år er gået hen og blevet ét af gruppens største hits hidtil. Fredag den 14. februar vil alle Suspekt supportere endelig få deres forløsning, når Albertslund-trioen både udgiver deres 7. studiealbum, Sindssyge Ting og samtidig går i salg med deres største arena tour til dato.

Det er præcis 3 år siden Suspekt udgav pladen ’100% Jesus’. 3 år der går hånd i hånd med albumtitlen Sindssyge Ting, samt tegner et godt billede af hvad man kan forvente af Suspekts seneste musikalske rejse;

Albummet giver lytteren et indblik i alt det vi har oplevet de sidste 3 år, blandet op med hele livets surdej. Tilsat trommer og melodi, krydret med vanvid og videnskab. Vi er ude i nogle projekter vi aldrig har rodet med før. 10 minutter lange seancer, gæsteoptrædener der vælter ind og ud mellem hinanden som Cameos i en Tarantino film. Men mest af alt skal man nok forvente sig lyden af at gøre sig umage. Og jeg tror også, at man som lytter skal gøre sig umage. Aldrig har vi haft så mange ideer, hjælpende hænder og numre på tegnebrættet, forklarer Emil og Andreas.

Suspekt er uden tvivl ét af Danmarks vildeste live acts, og derfor annonceres den kommende udgivelse selvfølgelig sammen med bandets største arena tour til dato. Herning, Aalborg, Odense og København vil i løbet af november få besøg fra det ydre rum, når Suspekt ufoen lander og byder op til dans på en ny planet;

Det bliver de største shows vi har lavet til dato og vi håber selvfølgelig på, at det er en oplevelse som vores supportere, nye som gamle, har lyst til at dele med os. Vi er en del af dem og de er en del af os og vores musik; fortæller Emil.

I forlængelse af albumudgivelsen udkommer der også en spritny TV-serie ved navn ”SUSPEKT”, som har premiere den 19. februar på TV 2 PLAY. Gennem det sidste år har et kamerahold fulgt Andreas, Rune og Emil, og i fem afsnit kommer vi helt tæt på bandet mens vi følger tilblivelsen af albummet ”Sindssyge Ting”.

Billetsalget starter mandag 17. februar kl. 10.00 via livenation.dk og ticketmaster.dk

Læs mere om Suspekt her