Spring til indholdet

Nyheder

22. juni 2020

Tessa markerer afrunding af dokumentarserien ’Tessas Hævn’ med ny og anderledes pop-basker

Søndag d. 7 juni rullede 4 afsnit af DR-dokumentaren om Tessa over skærmen – et program der hurtigt blev et af de mest sete på hele DRs hjemmeside. Som en del af afsnit 4 ser man skabelsesprocessen af Tessas nye single ‘Bål’. Et track produceret af Pilfinger som viser Tessa i et nyt lys som rapper og beskriver den rejse Tessa har været på særligt det seneste år.

Tessa beskriver det selv ”Bål blev til da vi var ved at være færdige med dokumentaren og er skrevet som et foreløbigt punktum for det kapitel.

Tessa har haft et langt liv på kort tid, som hun selv beskriver det i dokumentaren, hvor man udover hendes karriere også får et dybere indblik i de ofte barske scenarier, der har inspireret hendes gadelyrik og ‘zero fucks’-attitude.

“Bål indkapsler det budskab jeg vil fortælle ved at dele min historie med Danmark. Brug modgang som brændstof og husk at den bedste hævn er at PROVE THEM WRONG. Folk taler bag din ryg, når du er helt oppe i deres fjæs, fordi du har fart på. Det minder dem om at de står stille. De kan enten hade og blive hvor de er, eller blive inspireret og rykke sig, som jeg har gjort”

Og rykke sig gør Tessa fortsat. Siden sidste single ‘Glo På Mig’ kom ud i maj har Tessa udsolgt både Store Vega & Train som headliner-koncerter samt lanceret egen merch-linje. Denne gang er det også lyd-universet der rykker sig. Som Tessa selv forklarer:

”Bål lyder ikke som de andre singler – den favner bredt, uden at jeg går på kompromis med hvem jeg er som rapper.”

Med mere end 156.000 følgere på Instagram og over 20 millioner streams på Spotify har Tessa for længst lukket munden på dem, der tvivlede i starten. Tessa har aldrig fået noget foræret, men rappet sig direkte ind i hjerterne på både dem, der kan relatere til at stikke af hjemmefra, og dem der måske ville gå en bue uden om hende på gaden. Det er præcis den evne, der har givet hende førertrøjen i kampen om at blive hele Danmarks næste store rapstjerne.